Tonton er en designvirksomhed der elsker BETON....

Tonton er en kreativ design- og kunsthåndværkervirksomhed undfanget af drømmen om at realisere betonens formmæssige og æstetiske potentiale i nye funktionelle produkter til de hjem, der elsker beton.

 

Virksomheden bygger på den nordiske arkitekturtradition, hvor form, funktion og materialitet i samspil danner grundstofferne i den kreative proces. En proces der resulterer i, at vi som brugere oplever en intuitiv og naturlig interaktion med vores designede omgivelser, uanset om det er en by, et hus eller en skammel. Det er denne enkelhed og robusthed, der gør at skandinavisk design og arkitektur kan anvendes intuitivt på mange måder. Min Ton_Table_Stool signalerer i sin form og funktion både bord og skammel og kan anvendes som begge dele. Jeg kalder derfor mine produkter for ”nordisk arkitektur i miniature skala”, fordi designet kalder på brugerens engagement og intuitive tilegnelse.

 

I min proces med at udvikle Tonton's produkter, er det ofte det skarptskårne og enkle, der taler til mig. Det er formgivning med klare geometriske linjer og løsninger, der ser simple og lige til ud. Det er netop denne udfordring, at få det komplekse til at falde enkelt på plads, der pirrer mig som arkitekt og designer.

 

Når jeg elsker beton, er det fordi…

Jeg gennem min karriere og uddannelse som arkitekt er stødt på beton i alle skalaer og udformninger. Fra kæmpe bro- og vejanlæg over trappeanlæg i byen til smukke havemure i private villahaver. Betonen er på alle måder til stede omkring os. Men ofte er den ikke formgivet eller fremstillet på en måde, der udtrykker andet end baggrund for andre mere eksklusive materialer. Der findes dog mange eksempler i arkitekturen på det modsatte og det er bl.a. her, min kærlighed er blevet vakt. Eksempelvis den århusianske arkitekttegnestue Friis og Moltkes projekter fra 1960’erne og 70’erne. Her spiller betonen en fremtrædende rolle. Den er formet, så den fremstår rå og ’brutal’, men altid i et møde med f.eks. træ, teglsten og planter. Det er mødet mellem det rå, det tunge og det forfinede, bløde og lette, der er det gennemgående tema.

 

 

…og det er netop fascinationen af dette tema, der med tiden har ført mig frem til at starte Tonton. Det er ikke kun væggene, gulvet og loftet omkring os der skal være i beton, men også de objekter vi omgiver os med i dagligdagen. De skal være enkle og robuste i deres funktion og formgivning, samt rå og fine i deres materialitet, så vi får lyst til at se på og røre ved dem. De skal udfordre os til at bruge dem med glæde og fascination - hver dag.

 

Jeg er med hele vejen

Tonton er ikke kun en designvirksomhed, men også en kunsthåndværker-virksomhed. Det skyldes ønsket om at styre ikke bare formgivningen, men også fremstillingen af Tontons produkter. Et ønske der ligger i forlængelse af den danske arkitektur- og designtradition, hvor formgiveren selv følger produktet hele vejen fra de første skitser, til det færdige produkt afleveres til kunden.

Tontons produkter udvikles og produceres i Danmark og er derfor 'Made in Denmark'.

Foto: Sille Serup